S.’ over hele landet gik ind i græsk kult Lionysou og diaplasthisan adskillige myter om ham og fejrede forskellige festivaler til ære for Dionysos som det, for’ hvad at forebygge forvirring grækere og romere senere nået et punkt til at indrømme, at der var mere end én Dionisia, dvs. 7 eller 8 uvidende blandt.
For længe siden herskede den opfattelse i Pangaeo, at Dionysos altid var jagtens gud. Det ser ud til, at jagtkulter var flere end andre landbrugskulter. Den dionysiske religion, ligesom Rhesus-kulterne, af helten Thrakien, af Lycurgus, του Βραυρού και του Ζάλμοξη φαίνεται να έχουν τις ρίζες τους στα πανάρχαια χρόνια. Rhysos blev tilbedt af Bissos af Rhodope. Han elskede at jage hjorte til hest i det store bjerg, vildsvin og andre vilde dyr. Risos blev også hædret i Amphipolis.
I Pangaeo var der en stor helligdom for Bacchus Thrakos, et orakel, der blev præsideret af de bessiske profeter. Forholdet til Bacchus og Rhesus skyldtes’ disse bessiske profeter og i eksistensen af helten fra Rhesus i Amphipolis (Gamle kulter og myter om Pangaeus – G.K. Αβτζή δημ. i den panseriske kalender).
Πάνω στο Παγγαίο ξετυλίχθηκε η δραματική ιστορία του Λυκούργου. Ο θρύλος του αναφέρεται στην Ιλιάδα. Αυτός ήταν βασιλιάς των Ηδωνών και καταδίωξε τους μύστες του Διονύσου. Gud straffede ham, drev ham til vanvid og Lycurgus troede, at han ville ødelægge vinstokken i stykker i sin egen søn. Guden straffede også idonernes land med befolkningssterilitet og idonierne for at formilde Bacchus, de murede hans fjende Lycurgus levende p’ ένα σπήλαιο, hvor han sultede ihjel.
Indbyggerne tilbad Dionysos med mange højtider: med det såkaldte Store Dionysia, med de små eller kat’ Dionysia felter, με τα Λήναια, Blomsterfestival, Αλώα, Οσχοφόρια, Jeg var vild, Ascona, og med forskellige andre festligheder i andre regioner og byer i Grækenland, såsom med lanternerne i Piræus, med Regionerne i Arcadia Alley mv.
Την δεύτερη και τρίτη μέρα των Ανθεστηρίων μέσα σε πήλινα δοχεία, gryderne, de ofrede den chtoniske Hermes, for de dødes sjæle. Den 2. og 3. dag kaldet hakker og khytroer blev forbundet med de dødes sjæle. De troede, at de døde steg op fra Hades for at besøge deres slægtninge, som havde lavet mad til dem af bælgfrugter, noget, der ligner de hytter, der gør psykosabbaten i landsbyerne Pangaios, men også’ hele Grækenland.
I det lille Dionysia i slutningen af december fandt processionen af Fallus sted, Folk var dengang klædt i fåreskind og sæk. Denne skik har holdt sig indtil vore dage, hvor den var på 7 januar, på Sankt Johns dag i Nikisiani Pangaio, forklæder de sig som får og med store klokker hængende om halsen og livet løber de gennem landsbyen og rører stedet op med råb og drillerier..
Ilddyrkelse var almindelig på det tidspunkt og i høj grad forbundet med thrakerne. Vi har også referencer fra gamle forfattere “De siger, at præstinder med bare fødder går gennem ilden uden at lide noget” (Diod. Ved). Som vi ved fra Euripides og Sofokles var ilddyrkelse og ildvandring en del af Dionysos-kulten.
“Oven på håret bragte de ilden uden at brænde”
(Ευριπίδη Βάκχες στ. 537)
Skikken med ild er blevet bevaret den dag i dag i regionen Pangaios. Τις αποκριές οι κάτοικοι κόβουν απ’ bjergkristtornen og andre tørre grene laver de til bundter og søndag aften laver de “έθιμο της Ντερβένας” og de begynder at hoppe fra oven’ ilden og ilden.
Fejringen af Dionysos fandt sted med glæde og med deltagelse af alle. Den ene holdt en amfora af vin, en anden trak en ged og en anden en kurv med tørrede figner og i alle disse var fallos nødvendig, som Plutarch fortæller os (537, 8).
Den thrakiske oprindelse af disse helligdage kan også fastslås ud fra et athensk dekret vedrørende en koloni Brea i Thrakien ca. 445 f.eks.. Dette dekret beordrer byen Brea til at sende til Athen efter den store Panathenaia, en vase og en rustning og for Dionysien en fallos.
Under gudsfesten bar indbyggerne i Pangaios Dionysos båd fra Eleftheres med en stor procession, på andendagen fra Linaio s’ et lille tempel og så blev han returneret til Linaio. S.’ under hele denne march sang de salmer til Elefthereas Dionysus. Disse salmer blev lavet af digterne specielt til tilbedelse af guden. I de sidste par dage blev der undervist i nye dramaer.
Idonernes land lå øst for Strymons, i det nuværende område N. Zichni, Alistratis, Drama. Oprindeligt var dette område beboet af thrakiske stammer, men i det 16. f.Kr. århundrede, stamfader til Idonerne, kong Idonos, søn af guden Ares og nymfen Calliroa (datter af floden Nestos) blev stedets hersker. Idonei var berømt for deres orgiastiske tilbedelse af Bacchus. Ο βασιλιάς όμως Λυκούργος που θέλησε να κατάργηση την οργιαστική λατρεία του Βάκχου καταδιώχθηκε απ’ Maenaderne og mødte en bitter død. Den 500 f.eks.. Getas nævnes som en bemærkelsesværdig konge af Idonerne, hvis sølvdekadrachmer blev fundet (og mønter) med påskriften 'TETA IDONEON VASSILEUS”. I hovedstaden Idone, Idona, men også i deres andre byer var der strålende højtider for Dionysos.
Udbredelsen af Dionysos-kulten, som vi kender fra Homer, var nået så langt væk som Fønikien. Også fra Herodots historie kender vi det tætte forhold, som fønikerne havde til thrakerne fra Pangaeus. Selv de vigtigste bærere af undervisningen i den dionysiske kult var de frygiske præster, de thrakiske præster i det sydlige Grækenland og faktisk i det delfiske orakel.
Agrioneia blev afholdt i september eller oktober. Ifølge Plutarch var der også et slagsmål, kun for kvinder, der søgte Dionysos på bjerget som rasende 3 nætter. Så ville de komme tilbage og hygge sig med at løse gåder og gåder ved en banket. Agrioneia-festivalen var relateret til gudens eventyr, der, besejret af titanerne, overlevede og flygtede til muserne. Dionysos var personificeringen af spiring, som forsvinder om vinteren og genfødes om foråret.
Selvfølgelig begyndte tiden med katten’ marker i Lyonysia afholdt om vinteren. Αυτά τελούνταν με μεγάλη ελευθερία. De optrædende kørte rundt i vogne og lavede fagter og udtalte bandeord, άλλοι χόρευαν γύρω από τις άμαξες (comos ef’ vogn eller simpel).
Den anden fest var Linaia, der fulgte en måned senere. De fejrede med et optog og konkurrencer af tragedier og komikere. Til sidst sluttede processionen ved Linaio og en ged blev ofret, mens de danser rundt’ ved alteret sang han rosende oder til guden.
Den tredje dionysiske festival var Anthesteria en måned senere i begyndelsen af foråret. I denne fejring blev der afholdt konkurrencer og fejret sakramenter (άρρητα ιερά) om natten i et gammelt tempel.
Den fjerde fest var den store Lionysia eller dem i Astei, en måned senere. Ποιητές, hyklere, χορηγοί και χορευτές εμφανίζονταν ενώπιον του λαού και προανήγγελλαν τα δράματα. Disse første festligheder var Asklepiia efter Pro-Race, så fandt Processionen sted, Komos, οι Λυρικοί αγώνες και τα Πάνδια. Πολλές νέες τραγωδίες παρουσιάζονταν. Ανάλογα με τα Διονύσια των Ελλήνων ήσαν και τα Liberalia αργότερα των Ρωμαίων.
Στα κατ’ fields Dionysia blev afholdt til ære for guden og andre højtider som f.eks: Hængekøje, Jeg var vild, γιορτής των Χύτρων, Ascolia, γιορτή των Χοών. Hos escoliosis-børnene måtte de unge performere løbe hen til sækken, der var midt mellem tilskuerne, og der, trampende med den ene fod, forsøgte de at holde balancen og danse på den oppustede sæk, som var smurt med olie for at gøre den glat.. De fleste faldt, og folk lo. Men den, der kunne holde sig fast og danse, blev kåret som vinder og fik som præmie en pose fyldt med vin.
St.’ I Agrionia ville præsten af Dionysos, om aftenen for højtiden, pludselig falde i et orgie og med sværdet i hånden forfølge kvinderne i en familie for at dræbe nogen, hvis han kunne, som rapporteret af Plutarch.
Pentheus ved navn synes at være guden for sorg og død, i modsætning til Bacchus, der var guden for liv og fornyelse. Fra markens død eller vegetation i umindelige tider kom alle landbrugsritualer.
